Om butikken
Mit navn er Britta Wiberg Pedersen. Jeg elsker at strikke og har strikket siden jeg var ca 8 år. Jeg kan godt lide at finde spændende opskrifter, der udfordrer mig på det tekniske, sproglige(engelske eller tyske) eller som er strikket i nye spændende kvaliteter.
Jeg er uddannet beklædningsoperatør og folkeskolelærer, derudover har jeg altid været kreativ. Jeg har snuset til knipling, orkis, gimpning, hakning og hækling, men det er strikkepindene der trækker mest.
Butikken har været min drøm i flere år og i sommeren 2014 fandt jeg det rigtige lokale, som lige var det jeg skulle bruge. Butikken har siden fået vokseværk og er flyttet i større lokaler. Butikken får hele tiden nye spændende garner og andet tilbehør.
Jeg holder mig ajour ved at tage på messer minimum 2 gange om året. Har du købt et projekt i butikken er du altid velkommen til at ringe eller komme forbi og få hjælp, hvis du er gået i stå.